Valet i Tyskland visar att Socialdemokraterna har stora svårigheter att återvinna väljarnas förtroende när de en gång har förlorat det.

Sidste tyske valg synes at ville fortælle os, at det for socialdemokraterne åbenbart er svært at genvinde vælgernes tillid en gang de har mistet den.

SPD har forsøgt at rette kursen mere til venstre (men, atter, ikke meget). Resultatet udeblev imidlertid for en stor de, da cirka under en procent flere stemmeberettigede satte deres kryds i stemmesedlen og, hvad vigtigst er, var det især CDU og AfD (+1.3 millioner vælgere samlet: plus betyder et stemmeoverskud) der vandt stemmer fra tidligere sofa-vælgere.

SPD vandt blot en 210 000 fra denne skare. Siden 2002 (og siden Schröders omstridte arbejdmarkedsreformer blev indfaset) sænkede SPD:s stemmeandel fra 38,5 til 25,7 procent. I 2009 fik både SPD og CDU dårlige valgresultater. De havde været sammen i en “usædvanlig” storkoalition, hvilket sjældent giver ekstragevinst hos ens egne vælgere.

Det synes logisk at konkludere, at mens CDU undervejs var i stand til at genvinde sin del af dem, der i 2009 havde undladt at stemme, dette viste sig at være umuligt for SPD. Dette er tankevækkende bare man overvejer, at  SPD har været i oppositionen siden 2009, og at begge de andre venstrefløjspartier (Linke og de Grønne) har mistet stemmer (5,6% i alt).

Altså: omend alle mulige gode forudsætninger for SPD var til stede, fik partiet blot 25,7 procent – sit næstværste valg nogensinde (2009 blev det værste).

Årsagen hertil må være, at Tysklands konkurrenceevne er for en stor del baseret på, at for mange tyske lønmodtagere ikke tjener nok i forhold til det eksportoverskud de producerer. Mange tyske lønmodtagere må derfor føle, at deres interesser bliver meget ilde varetaget af socialdemokraterne.

Især husker de udmærket, at de relativt lave lønninger og stadig hyppigere prekære jobs skyldes socialdemokraten Schröders arbejdmarkedsreformer (Hartz IV).

I østaterne, hvor arbejdsmarkedet er fattigst og mest prækariseret skorede SPD blot 18 procent. SPD:s ringe succes med at varetage lønmodtagernes interesse betyder tillige, at også andre socialdemokratiske europæiske partier får det svært.

Som fornylig påvist af Andrew Watt udvirker den tyske arbejdmarkedssituation, at  inflationen blot er på lidt over en procent i Eurområdet. Tyskland vejer nemlig så tungt i EU, at også alle andre landes lønniveau (samt velfærdsydelser osv) må nede hvis de ikke helt skal drukne ned i krisen,

Økonomisk betyder det, at ingen tilstrækkelig efterspørgsel skabes, og at krisen varer ved. Politisk betyder det at socialdemokraternes valgresultater bliver ringe selv når de vinder (Italien i år, eller Danmark i 2011).

Ser man nærmere på den politiske situation i EU, et det jo ikke så meget centrum-højre der sejrer, det er mere socialdemokraterene som ikke er i stand til at vinde.

Merkels koalition (CDU+FDP) gik fra en samlet 48,4 procent ned til cirka 46 procent. Berlusconi mistede, TV kanalerne til trods, 7 millioner stemmer i februarvalget i år. I Norge tabte Ap, men den klassiske Højre måtte for første uhørte gang inddrage Fremskidtpartiet i koalitionen for overhovedet at kunne danne regering.

Lige nu er storkoalitioner med konservative og socialdemokrater ved magt i Finland, Nederlandene, Belgien, Italien, Grækenland, Østrig og sandsynligvis Tyskland.

Selv der, hvor de konservative regerer alene (Spanien og UK) er deres popularitet vaklende eller direkte dalende. Det er mere populisterne af alskens slags der på forskellig vis vinder frem. Det er som om vælgerne og især arbejderstemmerne leder efter en løsning som ingen kan give dem.

Heller ikke socialdemokraterne så længe de ikke pålideligt peger på en ny vej ud af krisen, altså et alternativ til EU:s lavinflations og lavlønsortodoksi.

Paolo Borioni
Historiker knuten till tankesmedjan Fondazione Giacomo Brodolini
Artikeln är publicerad på danska i enlighet med Dagens Arenas policy att vi ska kunna publicera artiklar på skandinaviska språk.

Låt fler få veta – tipsa Dagens Arena